Mit første blogindlæg på min nye hjemmeside. Det er stort det her og jeg vil forsøge at redegøre for mine tanker bag det hele.
Jeg har en lang og kringlet karriere i psykiatrien, som sluttede noget brat i november sidste år. Det gik op for mig, hvor respektløst jeg blev behandlet. Det gik op for mig, at hvis jeg ikke skulle gå til, skulle jeg gøre noget andet.
Det andet var at pakke en kuffert, forlade mit daværende bosted og flytte for mig selv. Det var at tage et spring fra 10 meter vippen uden at vide om der var vand i bassinet. Jeg vidste bare at hvis jeg blev i den hverdag, jeg var i, så ville jeg dø. Om ikke andet så af stress.
De 10 mdr der er gået siden, jeg tog en meget drastisk beslutning har været en vild rejse. Så mange gode ting er sket, jeg er blevet et langt mere helt menneske. Jeg glæder mig til dagen, når jeg vågner om morgenen. Og jeg går i seng med et smil på læben. Det er ikke fordi mit liv er en dans på roser eller fordi det er let at være mig.
Men jeg har formået at stå op for mig selv, sætte mine grænser og skabe et leveværdigt liv med de udfordringer, jeg har og formentlig altid vil have i et eller andet omfang. Jeg har fundet et leveværdigt liv for mig, det betyder ikke at jeg har fundet de vises sten for alle.
Alle mine år i psykiatrien, alle mine oplevelser gode som dårlige skal bruges til noget konstruktivt, for jeg har en drøm. Jeg har en drøm om en værdig psykiatri, hvor man møder det enkelte menneske med respekt og som det ligeværdige individ alle mennesker er. Det er denne drøm, der har giver mig modet til at skabe denne hjemmeside. Jeg har en drøm om at jeg, ved ar fortælle min historie kan være med til at ændre måden, man tænker psykiatri på. Det er et langt og sejt træk. Men vi skal starte et sted.
Jeg har en drøm om at mennesker, der som jeg, lider af senfølger efter et eller flere seksuelle overgreb i barndommen bliver mødt med den respekt, vi har brug for. Jeg har en drøm om at man en dag får en forståelse for traumers natur og respekt for at man som traumatiseret menneske ikke bare kan tage sig sammen.
Jeg har ikke skabt denne hjemmeside, taget en af os ambassadør uddannelsen eller været i medierne for at få opmærksomhed på mig som person. For mig handler det hele om en større sag. Respekten for at mennesker med psykiatriske diagnoser er lige så meget værd, som alle andre. Vi er ofte udsat for grov stigmatisering og vores rettigheder er det til tider så som så med.
Min drøm er at dette en dag bliver ændret, at vi får mulighed for at søge erstatning på retfærdigt grundlag, for fejldiagnosticering og behandling. At vi ikke skal tales ned til og forsøges at passe ind i normalen. At vi med tiden får afstigmatiseret det at være udfordret i psyken, at vi får nedbrudt tabuer og at det bliver okay at tale om tingene.
Det er på ingen måde flovt at have en psykiatrisk diagnose, det ikke er flovt at have været indlagt eller bo på bosted. Det er en del af livet.