Der er nu gået 4 år siden jeg sidst valgte selvskade som udvej. Det er snart 2 år siden, jeg forlod bostedet for aldrig at sætte mine ben der igen. Min kontakt til psykiatrien har i den mellemliggende tid været så sporadisk, så det næsten ikke er værd at nævne. Jeg har min hverdag ude i virkeligheden og for mig kan det ofte føles som at gå på opdagelse i en helt ny verden. Jeg går i en helt ny og ukendt skov og finder nye stier at gå ned af. Nogle af dem er blinde og jeg må gå tilbage igen. Andre fører nye veje hen, til andre stier og andre oplevelser. Det er rigtig hårdt at skulle opdage verden i en alder af 38 år. Jeg forsøger at indhente de 10 år, jeg mistede til psykiatrien, men det kan man ikke.
Jeg kan til gengæld nyde de små glæder i hverdagen, jeg kan nyde at verden har fået langt flere farver, at der er langt flere smil. Jeg kan nyde at jeg genopdager kompetencer, som jeg troede at jeg havde mistet. Uden at det skal være en kritik af de mange, dygtige ansatte, jeg mødte på min vej, vil jeg tillade mig at sige at jeg faktisk først blev født igen for knapt 2 år siden. Jeg kom ud af en respirator, der måske holdt mig i live, men også stækkede mine vinger og begrænsede mig i et omfang, der først gik op for mig, da jeg forlod den.
Når jeg i dag ser tilbage på mine 10 år i psykiatrien, 10 år med utallige indlæggelser, utallige bæltefikseringer, utallige mennesker, der lige vidste hvem jeg var. Men meget sjældent spurgte mig om noget. Over 7 år på bosteder, hvor jeg var en opgave, vil jeg tillade mig at stille kraftigt spørgsmålstegn ved psykiatriens berettigelse i den form, den har i dag. For jeg tror desværre at man, at uden at ville det, kommer til at danne en syg parallelverden til virkeligheden, hvor symptomer og adfærd er billetten til den støtte, man har så hårdt brug for. Jo mere fucked up din adfærd er, jo mere støtte har du brug, jo mere syg er du. I min optik kan du simpelthen ikke stille tingene så simpelt op. Når man bliver patient i psykiatrien, skal du lære en helt ny verden at kende og et helt nyt sprog. Og tro mig, du gør det, der er nødvendigt for at blive hørt i håb om at få hjælp. Hvis selvskaden er vejen til at blive hørt, er det det, du gør. Ressourcerne er få og bruges ofte på en meget underlig måde og derfor bliver du som patient nødt til at gøre noget, for at blive set. Desværre.
Man ser det ikke klart, når man er i det. Men når man som jeg, har været så langt inde i psykiatrien og nu er trådt ud og kan se det hele ude fra, kommer der en del spørgsmål, som jeg virkelig gerne ville stille de rette steder. Jeg får nok desværre aldrig muligheden, men jeg er virkelig nysgerrig på mange af de metoder og tilgange eller mangel på samme, der benyttes, når man møder borgere med psykiske udfordringer. Jeg tror at alt det fokus på hvad er der galt med dig, gør folk langt mere syge. Fokusset på symptomer, fokusset på at du som patient er forkert, i stykker og skal fikses, er efter min bedste overbevisning helt fordrejet.
Ja, jeg har udfordringer. Mange udfordringer. Men det handler ikke om at fjerne mine udfordringer, for hvis man fjerner mine udfordringer, fjerner man til dels lidt af det menneske, jeg er. De oplevelser, gode som dårlige, jeg har med i bagagen, har været med til at gøre mig til det menneske, jeg er i dag. Hvis man kunne fjerne eller fikse noget af det, ville jeg jo ikke være mig.
Jeg har en skøn veninde, der lider af paranoid skizofreni. Vi havde for nylig en snak om det med at hun bare gerne ville af med stemmerne. Og tro mig, jeg kan så godt forstå hende, men som jeg sagde til hende den dag. Jeg holder af hele dig, hvilket også betyder at jeg holder af hele dig med dine udfordringer, hvis du ikke havde dem, ville du ikke være dig og dermed ikke det menneske, jeg holder så meget af.
For mig handler recovery ikke om at blive rask, det handler om at lære at leve et leveværdigt liv med de udfordringer, man nu en gang har. Jeg vil ikke længere lade mig begrænse af angst, min ptsd osv osv. Jeg ved at symptomerne er der, jeg ved at de kommer jævnligt, jeg ved at jeg har sorte stunder, hvor alt synes håbløst. Men jeg vil ikke bruge resten af mit liv på at fokuserer på hvad der er galt med mig, kigge misundeligt på “normale” mennesker og ønske at jeg bare var normal. Jeg vil fokuserer på de dele af min verden, der fungerer og bruge de dele til at skabe energi, jeg kan bruge til at modstå de sorte tanker og stunder.
Desuden er det gået op for mig, at rigtig mange mennesker herude i virkeligheden har mindst lige så mange udfordringer, som nogle af dem, jeg mødte i psykiatrien. Den eneste forskel er at herude har man ikke et navn til det.