Jeg bliver rigtig ofte spurgt om hvad der gjorde forskellen. Rigtig ofte er jeg næsten blevet presset for en opskrift ud af selvskaden. Sandheden er at der ikke findes en opskrift, hvis jeg havde den ville jeg jo formentlig være nærmest millionær. Jeg vil dog i dette blogindlæg komme med et bud på, hvad der i hvert fald kan gøre en forskel.
Når man er patient i psykiatrien, beboer på et bosted eller lignende bliver virkeligheden hurtigt meget fremmed og fjern. Man kan miste kompetencerne til at begå sig i den helt almindelige virkelighed, fordi hele verden drejer sig om sygdom, recovery, behandling osv. Man kommer til at glemme at der er meget andet i verden end sygdom og behandling. Rigtig mange, inklusiv mig selv sukker efter helt almindelige problemer, når man er i den parallelverden, som psykiatrien ofte er. Kærestesorger, eksaminer, arbejdsbøvl. Alt det, der kan fylde rigtig meget for helt almindelige mennesker.
Det bringer mig tilbage til min overskrift og det, jeg egentlig vil med det her blogindlæg. De fleste af os med diverse psykiske udfordringer har gudskelov haft en eller anden form for normalitet enten inden vores udfordringer blev for store eller sideløbende med. Desværre er der en tendens til at glemme den del, når man ryger ind i systemet. For mig at se at det meget meget vigtigt at man bliver bedre til at holde fast i den del af et menneske. Den del, der ikke handler om sygdom og behandling.
Lige på det punkt har jeg været mere end heldig og det på flere områder. Jeg var 25 år, da jeg blev indlagt første gang. Jeg havde taget en uddannelse, jeg havde været gift, haft et hus og et arbejde. Jeg havde noget erfaring og til dels en identitet. Desværre gjorde mit møde med psykiatrien at jeg i en lang periode glemte min identitet i et forsøg på at passe ind.
En anden grund til at jeg har været heldig er jeg at jeg hele vejen igennem fra før første indlæggelse og til nu har haft hest. Min hest har sørget for at jeg ikke, heller ikke i meget dårlige perioder har kunnet trække mig helt fra den almindelige verden. Han har altid været opstaldet på helt almindelige rideskoler og opstaldningssteder. Steder hvor jeg var hesteejer på lige fod med alle andre, steder hvor jeg deltog som stævnehjælper lige som alle andre Jeg var en del af et helt almindeligt fællesskab. Jeg har været svært psykisk udfordret, men jeg har ved hjælp af min hest været tvunget til ikke at lade udfordringer overtage hele verden. Jeg er blevet tvunget til at udfordre min angst, når den var slem. Min ptsd når den gik amok Inden jeg blev officielt syg var jeg meget ambitiøs som rytter, jeg red flere heste dagligt og underviste. Kompetencerne inden for ridning og hest blev usynlige, da sygdom overtog mit sind. Det har taget mange år og meget hårdt arbejde at komme tilbage på sporet. Jeg er der ikke endnu, men nu kan jeg lagt om længe (10 år senere) mærke at det virker. Jeg er ved at genfinde mine gamle kompetencer.
Jeg har brugt min hest og min ridning i min egen form for behandling. Jeg har brugt ham til at hjælpe mig med bla min angst. Jeg var en gang meget bange for at springe. Men jeg har lært det, jeg har set min angst i øjnene og springer nu også stævner. Der erfaring har jeg brugt andre steder, hvor angst og udfordringer har drillet mig. Hvis jeg kan springe 1,10 m på min hest er andre ting også muligt.
Jeg kalder ofte min hest for min bedste psykolog og der er helt ærligt noget om det. For samværet med ham, samværet med de andre i stalden gør at jeg glemmer alt det andet og bare er menneske på lige fod.
Jeg håber at man en dag i psykiatrien får fokus på, hvor vigtigt det er at holde fast i det menneske, der er bag sygdom og udfordringer. Det menneske, der elsker at spille fodbold, violin eller hvad ved jeg. Jeg håber at man på sigt bliver bedre til at støtte den del af et menneske i stedet for at drukne individet i medicin og behandling.