Jeg er mange gange i de forløbne knapt 3 år blevet spurgt hvad der gjorde forskellen for mig. Hvad fik mig fra det punkt, hvor jeg boede på et døgnbemandet bosted og havde rigtig mange indlæggelser til det punkt, hvor jeg har en stort set normal hverdag i egen lejlighed. Hvis jeg havde en opskrift, delte jeg den gerne og så ville jeg desuden være millionær. For tænk hvis opskriften bare fandtes. Desværre skal hver enkelt menneske finde sin egen opskrift, fordi ingen er ens.
Jeg har dog gennem årene lagt mærke til noget, jeg synes er skræmmende. Rigtig mange af de skønne mennesker, jeg har mødt på afdelinger og bosteder har stort set glemt, hvad de var inden de blev syge. Jeg har tit stillet folk det spørgsmål og der bliver ofte stille for man har det med at glemme, hvad der gjorde en glad en gang. Og lige præcis det bringer mig hen til det punkt, der har gjort en stor forskel for mig.
Jeg har redet siden 1990, jeg har altid elsket heste og været passioneret omkring min sport. Da jeg i 2009 havde mit første møde med psykiatrien boede jeg på en lille gård sammen med min daværende mand og havde et par heste. Det lykkedes mig på trods af massive indlæggelser, rigtig rigtig mange dårlige dage og et dalende funktionsniveau at holde fast i hesteinteressen. I mange år var det lidt på vågeblus, men jeg havde en hest. Jeg havde ham opstaldet på en helt almindelig rideskole og dermed bevarede jeg en tråd ud i virkeligheden. Tråden ud i virkeligheden mistes nemlig ufatteligt let, når man har mange indlæggelser og er massivt udfordret. Man trækker sig fra verden, man kan ikke håndtere det, hvilket er fuldstændig forståeligt. Det er bare ikke sundt, for jo længere man trækker sig væk fra verden, jo længere bliver der tilbage til noget normalitet. For alt andet lige kan alle vist være enige om at livet som psykiatrisk patient, om det er på bosteder eller indlagt, er meget meget langt fra normalitet. Selvom det bliver en form for normalitet for os, der er meget i det.
Det at have min egen hest hele vejen har givet mig så ufatteligt mange gode ting. Det at jeg har formået at holde fast i ham i alle de år, har hjulpet mig til at komme derhen hvor jeg er i dag. I dag hvor jeg sidder på min altan med en sovende hund og skriver dette blogindlæg. Jeg har været meget syg, jeg har været fuldstændig opgivet af systemet. Men jeg havde en hest. Jeg havde en hest, der kunne give mig gode oplevelser og jeg var en del af et fællesskab, der gav mig følelsen af at høre til. At have noget værdi.
Det art have mulighed for at holde fast i en glødende interesse igennem et sygdomsforløb, gjorde det så meget lettere for mig at slippe bosteder og psykiatri. For selv jeg bor i en helt anden del af landet end den, jeg boede i, da jeg blev syg har jeg opbygget et godt og solidt netværk via min hest. Der er meget snak om at mange med psykiske udfordringer føler sig ensomme og særligt efter mange år på bosted, kan det være vanskeligt at vende tilbage til “den virkelige verden”
Venner falder fra, hvilket er forståeligt og de nye venskaber man får er ofte bygget op omkring sygdom eller fordi man bor på det samme bosted. Når det ikke længere er tilfældet opdager man måske at der ikke var så meget i det venskab alligevel, for uden den fælles referenceramme mister man stille og roligt kontakten og noget at snakke om.
Jeg kan uden at lyve sige at min hest eller faktisk heste er en af de grundlæggende årsager til at jeg klare mig så godt. Jeg er en del af en stald med et kanon sammenhold, jeg føler mig altid velkommen og vigtigst af alt de andre stoler på mig. Det betyder alverden.
Jeg ville ønske at man i psykiatrien blev langt bedre til at holde fast i det menneske, man også er. Få den del, der ikke er sygdom holdt i live og give den del næring. Desværre bliver den del ofte knust i snak om diagnoser, udfordringer og ikke mindst medicin. Man glemmer sig selv i forløbet og bliver en bleg skygge, der kun fokuserer på det alle de professionelle omkring en, har fokus på. Symptomer, behandling, diagnoser medicin.
Jeg ville ønske at man brugte ressourcer på at nære mennesket bag sygdommen og få det til at vokse, for ofte får man stort set slået den del ihjel og så er der ikke ret meget andet end sygdom tilbage.
Hvis jeg for år tilbage havde lyttet til de professionelle, der sagde at jeg skulle sælge min hest, fordi det var for hårdt for mig og jeg ikke kunne overskue det, så tror jeg helt ærligt ikke jeg havde været i live i dag. Og jeg havde i hvert fald ikke noget i nærheden af det indholdsrige liv, jeg har. Tænk hvis man istedet for at sige sælg din hest, havde sagt vi tager med dig ud og støtter dig i din interesse indtil du selv kan igen?
Heldigvis har jeg aldrig været særligt god til at lytte, jeg gør som jeg selv vil og derfor har jeg stadig min hest. 
Derudover er jeg aktiv konkurrencerytter i både dressur og spring, hvilket betyder målrettet træning og regelmæssig undervisning.