Den 28 september er en speciel dag for mig.
For 3 år siden var den 28 september en dag som alle andre, en dag hvor jeg igen igen endte på skadestuen efter selvskade. Da jeg sad endnu en sen aften på skadestuen og ventede på at blive syet, var der mange ting, jeg ikke vidste.
Jeg vidste ikke at dette ville blive mit sidste besøg på skadestuen pga selvskade, jeg vidste ikke at kampen fra nu af ville blive langt hårdere end nogensinde før. Jeg vidste ikke at et farvel til selvskade, samtidig betød langt mere ligegyldighed fra de ansatte omkring mig. Jeg vidste ikke dengang at selvskade var den direkte vej til støtte. Det gik først op for mig, da jeg tog beslutningen om at selvskade ikke længere var for mig.
Mange har siden spurgt hvad der gjorde forskellen, hvad fik mig til at stoppe 7 års massiv og til tider livstruende selvskade. Sandheden er at jeg heller ikke selv ved det, det skete bare. Tiden var moden, jeg havde fået nok af at være ene stereotyp. Der var så mange mennesker, der konkluderede på min adfærd, troede de vidste hvad jeg tænkte og følte. For mens jeg selvskadede, havde jeg lidt droppet kommunikationen. Jeg brugte selvskaden som sprog, i stedet for ord.
Jeg har mange gange siden overvejet om det var det værd, om jeg bare skulle have fortsat i min selvskade, forblevet i den trygge ramme, det gav bare at være en af dem, der skar sig. Hvis jeg havde vist, hvor mange ekstra kampe det skulle give mig at stoppe den adfærd, tror jeg helt ærligt jeg var blevet ved. For det var så nemt.
Jeg kunne lukke for mine ret massive flashbacks, jeg kunne lukke helt og aldeles for min hjerne, jeg skulle ikke tage stilling til noget som helst, det gjorde andre for mig. Jeg skulle ikke gøre noget, jeg skulle ikke holde fokus.
Men ret beset er et liv på psyk, indlagt, bæltefikseret i perioder, jo ikke rigtig noget liv, selvom det er både nemt og trygt. Nemt er et vidt begreb og når jeg skriver nemt, mener jeg det i kontekst til hvordan jeg har kæmpet uden selvskade.
Det meget pudsige, der skete for mig da jeg lagde selvskaden på hylden, var at der sneg sig en ret stor ligegyldighed ind i meget af behandlingen af mig. Man lagde et alt for stort ansvar, alt for hurtigt over på mine skuldre og skubbede mig derud, hvor jeg ikke kunne bunde. Samtidig blev jeg ikke behandlet eller forstået som et individ, men tværtimod som en diagnose og en opgave, der skulle løses. Det gør noget ved en som menneske. Og når man samtidig kigger i verden og nu tydeligt kan se, det jeg ikke så tidligere… Nemlig at hjælpen følger adfærden. Støtten gives til dem med den mest ekstreme adfærd, så er det meget svært at holde fast.
Jeg ved at jeg har været heldig, for jeg har sideløbende med et meget massivt forløb i psykiatrisk regi hele tiden haft en fod ude i virkeligheden. Jeg har, fordi jeg har min hest, hele tiden haft et jævnligt møde med den virkelige verden og hvordan man omgås rigtige mennesker. Helt almindelige mennesker uden fokus på sygdom
Det fællesskab, det møde hjalp mig rigtig meget i min kamp for at forblive selvskadefri og i min kamp for at finde tilbage til det at være menneske.
For sandheden er at efter over 10 år som patient i psykiatrien, var der ikke ret meget menneske tilbage i mig. Jeg forstod alt ud fra det, jeg blev mødt med i psykiatrien. For psykiatrien var 80-90% af min verden.
Nu er der gået 3 år, jeg bor alene. Jeg står stærkere på mine ben end nogensinde før. Jeg er blevet så meget bedre til at sætte grænser og mærke efter, at sige stop. Jeg valgte at bryde med psykiatrien, fordi det gik op for mig at de ikke hjalp mig. Tværtimod fastholdt de mig i et sygt univers. Jeg har stor respekt for enkeltpersoner, jeg har mødt undervejs. Uden de personer, der valgte at se mig som menneske og ikke som diagnose, var jeg ikke kommet dertil, hvor jeg er i dag.
Men systemet som helhed, har jeg ingen respekt. Efter min mening får man utilsigtet fastholdt mennesker i et usundt miljø med helt forkert fokus.