Lige nu står Danmark midt i en krænkelsesdebat ,der fylder stort set hele sendefladen. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over rigtig og forkert i hele dette morads. Jeg er helt med på at magtfulde mænd har misbrugt deres magt, men vi bør ikke glemme de kvinder, der gennem årene har misbrugt deres dådayrøjne og andre attributter.
Ingen skal lide under krænkelser, men der er forskel. Og jeg ville personligt at ønske at der snart var plads til at diskutere de emner, der jævnligt forsøges taget op, men altid dør hurtigt ud.
I den senere tid er der igen i flere omgange forsøgt sat fokus på psykiatrien, bla i form af dokumentaren “min sindssygt farlige datter”. D 15/10 var jeg selv aktuel i programmet “ Rasmus er pædofil”. Begge programmer har forsøgt at sætte fokus på yderst vigtige emner, men desværre vækker den slags emner ikke lige så stor genklang som en hånd på låret. De er trist, for vi har et system, der på ingen måde fungerer optimalt.
Vi har et system, der taber for mange. Knuser for mange i maskinen af psykiatri, jobcentre, kommuner osv osv. Folk drukner lige så stille og i stedet for at få den støtte og hjælp, de har behov for, forsøger man at spise dem af med billige løsninger. Resultatet er at folk på den lange bane blot får det værre.
Jeg er idag på førtidspension. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt, hvis jeg havde fået den rette hjælp, da jeg for 11 år siden bankede på systemets dør. Jeg bankede på den dør, fordi mit barndoms største traume endelig havde indhentet mig. Men ingen havde kompetencerne eller viljen til at forsøge at forstå mit meget komplekse sind. Meget blev forsøgt, intet virkede særlig godt. Jeg mødte undervejs fantastiske enkeltpersoner, der hver og en har min dybeste respekt og som gjorde en forskel for mig.
Men jeg mødte på ingen måde et system, der var gearet til at rydde op i det kaos en prøveløsladt pædofil havde skabt. Ingen kunne håndtere mig. Heldigvis er jeg mig, jeg er en korkprop som min salig mormor altid sagde, og derfor har jeg klaret mig.
Jeg har også klaret mig fordi jeg har et helt fantastisk netværk og fordi jeg undervejs i mit 11 år lange forløb i psykiatrien, trods alt mødte ansatte, der så mennesket og ikke diagnosen. De senere år har jeg også klaret mig, fordi en meget klog, virkelig irriterende og flabet ung, nyuddannet pædagog lærte mig at trykke på pyt knappen. I den øvelse lærte jeg nemlig også at stå langt mere fast på mine egne to ben og ikke bukke under i blæsevejr. Han lærte mig at jeg er okay. At hele jeg er okay og at jeg er et menneske, ikke den diagnose systemet satte på mig. En diagnose, der siden viste sig at være forkert.
Jeg står hvor jeg står idag, fordi jeg var heldig. Jeg har nemlig undervejs mødt de rigtige mennesker. Mennesker der turde gå deres egne sammen mekr mig, mennesker der turde gå imod det system, der med dets fastlåste kassetænkning var ved at slå mig ihjel.
Hvert og et af de mennesker skylder jeg mit liv. Tak for det.