Jeg har tilbragt rigtig mange år i det psykiatriske system, som patient og beboer på bosted. I de år glemte jeg helt hvad virkelighed var, hvordan verden var uden for psykiatrien. Jeg glemte helt, hvordan helt almindelige spilleregler er, for psykiatrien har sit helt eget sæt regler. Og intet er som det ser ud til. Du kan lave en aftale, der kan blive sagt noget og lige pludselig sker der præcis det modsatte. I psykiatrien er der mest fokus på alt det, du har svært ved, alt det du ikke kan. Der er meget sjældent fokus på det, der dur. 

Det er nu lidt over et år siden, jeg sagde stop og ikke længere ønskede at være en del af psykiatrien. Det var langsomt gået op for mig over tid, at jeg faktisk blev langt mere skør af at være en del af det system, der burde hjælpe mig med at få det bedre. Det regelsæt, man levede efter i psykiatriens parallelverden var ikke god for mig. Det triggede min angst og mit stress. Alt hvad jeg gjorde og sagde, alle mine reaktionsmønstre blev forstået ud fra et sygdomsbillede. Det var en usund tilgang, for det er meget vigtigt netop at lære at adskille hvad der er sygdom/udfordringer og hvad der er personen selv. Jeg blev så meget i tvivl om hvem jeg selv var, fordi jeg ikke havde ret til at føle, mærke, tænke noget uden at få at vide at det var min sygdom Et konkret eksempel på dette, kunne være diskussionen om sovs. Jeg har aldrig i mit liv brudt mig om sovs. Men jeg fik at vide at nu skulle jeg jo ikke lade min spiseforstyrrelse styrer. Det var ikke min spiseforstyrrelse, der sagde nej tak til sovs. Det er mig som person, der holdt fast i at jeg aldrig har brudt mig om sovs. 

Du kan rigtig hurtigt i psykiatrien glemme dig selv og komme til at forstå alt omkring dig selv ud fra et sygdomsbillede, fordi det er sådan du bliver behandlet af langt de fleste professionelle omkring dig. For mig at se er den en rigtig farlige glidebane, for der er ikke langt fra dette til at bruge sygdom som undskyldning for alt. Nogle ting har noget at gøre med hvilke udfordringer, man har og nogle gange er man bare en idiot. Præcis ligesom alle mulige andre helt almindelige mennesker. 

Jeg landede sådan en smule brat ude i virkeligheden efter 10 år i psykiatriens parallelveden. Det har været et interessant, men også rigtig hårdt studie at genopdage hvordan man agerer ude i virkeligheden og hvordan almindelige mennesker omgås hinanden. Jeg tror at jeg efterhånden er ved at forstå spillereglerne herude, men jeg falder stadig jævnligt tilbage til det, jeg var så vant til. Jeg kan til stadighed bliver fuldstændig mystificeret over at folk kan lide mig, at folk stoler på mig, at folk ikke møder mig med mistro, at de faktisk synes at jeg er okay. Jeg kan undres over at blive bedt om min mening i forhold til et eller andet i stalden. 

Nogle gange tænker jeg, hvornår opdager de her mennesker at jeg bare har kuk i kysen og ikke dur til noget.

Men jeg tror faktisk ikke at det sker. Jeg tror at psykiatriens fuldstændig forfejlede tilgang til mig som menneske, har sat meget dybe spor, som det vil tage mange år at slippe af med. Men jeg tror at det nok skal lykkes. 

Jeg er godt klar over at psykiatrien som helhed ikke ønsker at skade deres brugere, men desværre har forråelsen sneget sig ind alt for mange steder. Og rigtig mange ansatte har glemt, hvad deres kerneopgaver egentlig er. Noget kan undskyldes med besparelser, travlhed osv. Men ikke alt. Jeg ved at der derude findes fuldstændig fantastiske enkeltpersoner, ansatte der kan gøre en helt unik forskel for et enkelt menneske.

Mit ønske for fremtidens psykiatri er at man får gjort op med den parallelverden man har skabt og rent faktisk arbejder på at få folk tilbage til den virkelige verden, istedet for at låse dem fast i en syg parallelverden. 

Mit ønske er at de fuldstændig fantastiske ansatte, jeg ved findes derude, står sammen i samlet flok med patienter og pårørende og forlanger et opgør med forråelse. Mit ønske er kort og godt et paradigmeskift i psykiatrien. Man har vel lov til at drømme.